Lys opfattes som farve af hjernen. Den langhårede forklaring på den sætning er, at vores synsindtryk dannes på baggrund af elektromagnetiske strålinger. På mere forståelig dansk kan man sige, at vi opfatter farver på en genstand efter hvor meget lys, genstanden udsender. Det synsindtryk, som vi får, når vi kigger på en genstand, sendes via øjet til hjerne. Øjet koder dog synsindtrykket inden, så hjernen opfatter indtrykket i seks rene farver: hvid, sort, gul, rød, blå og grøn.

Denne teoretiske forklaring kan ikke stå alene, for definitionen af ordet farve kan ikke alene beskrives som reflekterende lys i et øje. Farve er både et håndgribelig emne som  trykfarve og et flyvsk begreb som påvirkning, stemning og fornemmelser.

Gennem tiderne er der opstillet mange forskellige teorier om farver. Fra Issac Newton, der definerede syv farver, spekttralfarver, der defineres i forhold til lyets bølgelænge (rød 723-647 nm, orange 647-585 nm, gul 585-575 nm, grøn 575-491 nm, blå 491-455 nm, indigo 455-424 nm, violet 424-397 nm), over Johann Wolfgang Gothe, der med sin farvelære lagde vægt på de psykologiske betydninger og omgivelser som farven opstræder i, til den Internationale lyskommission CIE, der fastlagde hvordan et standard menneske vil opfatte farve og fremkom med CIE-standarderne.